Menu
   

Historien om
Helle TeamTramp

Foreningen bliver til.

Da trampolinholdet i Nordenskov UIF i 2015 blev lukket, var nogle af mine springere og jeg rigtig kede af, at vi ikke havde et sted at springe trampolin. I første omgang kørte vi til Vejen hver fredag for at træne, men det er en lang tur og det bliver lidt træls i længden.
Maiken og Sofie pressede på for at finde en løsning, og jeg tænkte meget over, om vi kunne få et trampolinhold i gang igen i Nordenskov. Og en dag på vej til Vejen besluttede vi, at vi ville forsøge at lave en ny forening med trampolinspring.
Jeg gik i gang med at finde ud af, hvordan det skulle gøres, og indkaldte derefter til stiftende generalforsamling den 7. april 2016. Og da generalforsamlingen var overstået, var Helle TeamTramp en realitet. Jeg blev valgt til formand, og Maiken og Sofie - henholdsvis 14 og 15 år - blev sammen med to voksne valgt ind i bestyrelsen.
Vi blev hurtigt godkendt som forening i Varde Kommune, så vi kunne få tilskud til halleje, og vi lejede to brugte trampoliner af GymDanmark, så vi kunne komme til at springe uden store investeringer, og så gik vi i gang med at springe i maj måned.

Foreningen bliver en succes.

Da vi startede sæsonen 2016/17 medio august, havde vi lagt et stort arbejde i at promovere os selv. Vi havde sat som må, at vi skulle op på 12 springere for at få budgettet til at holde, men allerede efter nogle få uger var det en kendsgerning,at vi blev belnnet for vores indsats.
Vi fik bevilget en pose penge fra Kultur- og Fritidsudvalget under Varde Kommune og kunne nu købe to brugte Eurotramp med 4x6 mm dug, det er rigtig gode trampoliner.
Og vi måtte lukke for tilmeldingerne, da vi nåede 24 springere - vi havde nu fire trampoliner, og vi kan ikke være mere end seks springere om en trampolin, hvis springerne skal have noget ud af træningen.
På den måde er Helle TeamTramp kommet rigtig godt fra start med en sund økonomi - og med et par rigtig gode historier, som du kan læse om her på siden.
Reklamevideo

Sofie har lavet videoen herover - blot med en iphone og et redigeringsprogram på pc.Kvaliteten er derefter, men jeg synes, at videoen er rigtig god.
Nye trampoliner

To gange i løbet af efteråret 2016 kunne vi fejre købet af en trampolin. De er anskaffet for midler fra en bevilling fra Kultur- og Fritidsudvalget under Varde Kommune.
Klubtrøjer

Det her er én af de gode historier. Linda, som er medlem af bestyrelsen, fik sammen med nogle forældre i efteråret 2016 overbevist nogle lokale firmaer om, at Helle TeamTramp er værd at ofre en skilling på. Det har medført, at vi kunne anskaffe klubtrøjer med firmaernes og vores eget logo på.
Trøjerne giver springerne en følelse af at tilhøre noget helt specielt, og de er med til at synliggøre vores eksistens i lokalområdet. Og det er da et flot team...
Maskotten Vins.

Han er rigtig sød - ham Vins.
Mange af de mindre springere på holdene spørger som noget af det første, når træningen starter "Hvor er Vins?" Og jeg har også været ude for, at springere fra andre foreninger spørger til ham...
OG Vins er med garanti den, som har fået flest luftture. Jeg har været nødt til at sy ham sammen flere gange...

Danskernes Idrætspris


Det var en stor overraskelse, at vi i oktober 2016 kunne se, at en lokal borger havde nomineret Helle TeamTramp til Danskernes Idrætspris.
Baggrunden for nomineringen var,historien om, at to piger på 14 og 15 år havde taget initiativ til den nye forening.Det vakte så stor begejstring rundt omkring i lokalsamfundet, at det blev til forsidestof i Lokalavisen.
Og da afstemningen gik i gang i oktober 2016, blev de to piger genstand for stor interesse fra flere medier, herunder naturligvis P4 Syd, som styrer begivenhederne i forbindelse med afstemningen.
Der skal falde et par roser af til de to piger for deres håndtering af alt det stååhej, de blev udsat for i den forbindelse - det er godt gået, piger.
Efter den afstemning, hvor man kan gå ind på en hjemmeside og stemme, var Helle Teamtramp pludseligt vinder af afstemningen under P4 Syd - og så var vi meget spændte på, om vi nu også skulle videre til den store finale i Boxen i Herning. Desværre var vi ikke interessante nok til en plads i finalen, men vi har fået en hel masse omtale ud af det, og det er vi rigtig glade for.
Vejen til Danskerne Idrætspris.

Frem til 14. oktober kan alle danskere nominere et initiativ til Danskernes Idrætspris
Herefter vil et dommerpanel vælge de tre bedste kandidater i hvert P4 distrikt.
Fra 7. - 18. november er der finaleafstemning i hvert P4 distrikt, hvor du kan stemme på din favorit.
Blandt alle der deltager i afstemningen er der lodtrækning om at vinde billetter til tv-showet SPORT 2016, så er du med i Boxen, når vinderen kåres.
Vinderne i hvert P4 distrikt går videre til landsfinalen, hvor det er DIF’s bestyrelse, der først vælger tre finalister ud, og herefter afgør, hvilket idrætsprojekt, der skal vinde prisen.
Vinderen af Danskernes Idrætspris afsløres 7. januar 2017 ved tv-showet, SPORT 2016, som transmitteres direkte fra Boxen i Herning. Det vindende initiativ får ud over æren 100.000 kr

Susanne Selmer..e-mail: ruinen@paradis.dk
Gengivelse af tekst og billeder kun med skriftlig tilladelse