Menu
   


Lidt om mig og mit liv...

Og hvem er så Susanne ?

Tjaeh...umiddelbart en ganske almindelig kvinde. Og så måske alligevel ikke helt. Jeg hører til på et nedlagt landbrug, som trænger alvorligt til en "handyman". Ham finder jeg forhåbentligt en dag. Det gør nu ikke så meget, jeg kan godt bruge en DeWalt og en motorsav. Og der er så dejligt ude på landet, jeg nyder at se musvågerne svæve elegant over trætoppenet. Og når et rådyr med to kid pludseligt står lige udenfor vinduet, glemmer man for en stund livets fortrædeligheder.

Jeg lever nok med et værdisæt, som får de fleste til at ryste på hovedet. Dengang jeg købte min gamle bondegård, fulgte der fem høns og en "hans" med i købet. Og jeg synes, det er langt sjovere at sidde på en bænk med en kop kaffe og studere høns, end det er at glo på fjernsyn. (Jeg vil for øvrigt gerne bytte fjernsyn med en eller anden, du skulle da bare se noget hø, der kommer ud af mit...) Da jeg for nogle år siden fik lavet trådløst netværk og købte en fladskærm, fik jeg min datters ironi at føle: "Velkommen til 2009", sagde hun. Jeg véd ikke, hvor hun har det fra...

Jeg ser absolut ikke x-factor. Jeg fatter ikke, at mennesker kan finde på at stille sig op på en scene foran det meste af Danmark og skilte med, at de overhovedet ikke ejer en tone i livet. Danskere lider under en fortvivlende mangel på selvkritik. Til gengæld er jeg ret vild med Olsen-Banden. Nu synes du muligvis, at det er da noget pjat, men når man har set filmene et par gange, går det op for én, at der overalt i filmene er indbygget underfundige, samfundskritiske stikpiller. De herrer Balling og Bahs var faktisk geniale på det område.

På samme måde nyder jeg Niels Havsgaard. Jeg holder meget af den ironi, der kommer til udtryk i både hans fortællinger og i hans sange. Og så det, at Niels Havsgaard sjældent afslutter en sætning eller et afsnit med at give pointen, den skal man selv regne ud. De Nattergale gør det på samme måde, og den jyske humor er altså speciel. Jeg elsker udtrykket; ”det ka´ da wær´ fuldstændig li´møj !”, det er for mig lidt et udtryk for danskeres holdning til mange forskellige ting.
Min gamle bondegård trænger til, at nogen gør noget. Der skal laves mange ombygninger og vedligeholdelsearbejder, og med et discount-budget kan jeg ikke have håndværkere rendende i tide og utide. Stuehuset opvarmes med en gammel brændeovn og elvarme, og jeg har en lille have på 25.810 kvm. Altså er der altid noget, man kan foretage sig, hvis man keder sig. Jeg kan godt bruge en motorsav, og jeg laver selv tømrer- og murerarbejdet. Det ender med, at "ruinen" går hen og bliver et paradis en dag...
Som du kan læse på side tre er min fritid dedikeret til trampolin, men jeg har en anden stor interesse. Jeg har spillet klaver, siden jeg var otte år gammel, jeg har ejet to forskellige el-orgler med pedalspil og trommemaskine, dengang det var moderne. Min helt store drøm er et Hammond B3, men det kræver en seriøs lønforhøjelse. Lige nu står der i min stue et elektronisk klaver af typen Yamaha DGX 630, som kan lave en masse ting udover klaver. Faktisk kan jeg få det til at lyde som et otte mands orkester.
Ovre i stalden står et klenodie. Jeg fandt i foråret 2010 en gammel Fordson Major Diesel med en frontlæsser til næsten ingen penge. Sådan én er næsten uundværlig på en bondegård. Den ligner noget, der er løgn, men den kan starte og køre, læsseren fungerer, og den er utroligt stærk, men der er vist nogle ting, der skal kigges nærmere på en dag, når jeg får tid..
Susanne Selmer..e-mail: ruinen@paradis.dk
Gengivelse af tekst og billeder kun med skriftlig tilladelse