Menu
   


Trampolin
...er den sjoveste sport, der findes. Basta !
Trampolin er to sekunders frit svæv, suget i maven, når tyngdeloven tager over og man bliver trukket ned mod trampolinen igen, er ubeskriveligt, det skal opleves.


Trampolin er kropskontrol og balance og indbegrebet af leg og udfordring, men kan også være dyb alvor, hvis man vil i konkurrence med de rigtigt dygtige.

Jeg har sprunget trampolin, siden jeg var 9 år. Det blev hurtigt meget seriøst, fordi foreningen havde ambitioner med trampolin. Vi havde det bedste materiel og træning tre gange om ugen med nogle af Danmarks dygtigste trænere, så vejen til landsholdet lå lige for.
Derfor var jeg på et tidspunkt danmarksmester i synkronspring og nr. 2 individuelt, og selv om jeg efterhånden er en midaldrende dame, kan jeg stadigvæk springe seks meter i vejret.

Jeg har været træner i trampolinspring i Vejen Gymnastikforening, i Outrup GUB og Nordenskov UIF - og er nu træner og formand i Helle TeamTramp, som er en nystartet forening kun med trampolinspring. Det kan du læse mere om på siden "Helle TeamTramp". Og du kan besøge hjemmesiden www.helleteamtramp.dk.



Pædagogisk trampolinspring.

Jeg elsker børn ! Oplevelsen, når én af ungerne kommer stormende og vil have en "krammer" er så vidunderlig. Og fordi trampolinspring er en individuel sport, er træningen også individuel. Det er personlig kontakt mellem mig og hver enkelt springer for at få den rigtige udvikling i gang. Vi arbejder ud fra princippet om "ansvar for egen læring" sådan, at springerne får opgaver, de selv skal arbejde med, og så er det trænerens ansvar at følge op på det og hjælpe hver enkelt springer videre med næste skridt.
Springerne er ikke låst fast til en bestemt trampolin. De kan gå derhen, hvor interessen er, fordi det er lysten til at lære, som skal bære udviklingen. Derfor ser man også trænerne cirkulere rundt og komme med gode råd og vejledning til, hvordan man kan udvikle sine spring. For en udenforstående kan vores træninger se lidt kaotiske ud, men der er faktisk en mening med galskaben.
Der ligger en stor udfordring i at finde en metode til at få springeren til at overvinde sin frygt, når der skal læres noget nyt. Springerne er ikke ens, og træningsmetoderne derfor heller ikke. Derfor arbejder vi meget med springernes bevidsthed om, hvad det er, vi vil have dem til, og vi siger ofte til dem, at de skal tænke over, om det er noget, de tør. Når springeren så er mentalt klar, kan vi gå i gang, ikke før. Der kommer ikke noget godt ud af at tvinge springerne til noget, de ikke tør. Det kan gå ud over sikkerheden. Jeg hører tit, når jeg foreslår noget nyt, sætningen: "det kan jeg ikke". Og til det svarer jeg altid: "Der er ikke noget, der hedder "jeg kan ikke", det hedder: "jeg tør ikke".




Det psykologiske.

Har du tænkt på, at hvis dit barn er lidt tilbageholdende i skolen og absolut ikke én af dem, der "styrer", er der muligvis nogle psykologiske spændinger, en usikkerhed, et lavt selvværd, som ligger bag ? Sådan et barn passer ikke på et fodboldhold, men prøv lige trampolin. Jeg oplever ofte, at vi kan levere nogle små sejre, når vi træner, og det giver et stort løft i ungernes selvværd. Det er én af de ting, der gør, at mine unger elsker at springe trampolin.




Husk at lege.

Når jeg afslutter en Jydekop og siger tak for i dag, slutter jeg med sætningen: "Husk at lege !" Det hænger sammen med min opfattelse af, at leg er et væsentligt element i springernes udvikling. Når man leger i trampolinen, udvikler man sin balanceevne og kropsbevidsthed, og det kan bruges, når springerne skal lære nye momenter. Og så skal det altså være sjovt at springe trampolin.
Du kan se, hvordan en loftsele bruges på videoen herunder. Og videoen nedenunder viser brug af en skruesele. Den er lavet med to bælter indeni hinanden med et kugleleje imellem.
I Outrup indviede man i 2007 en ny springhal. Der er, som det ses på billedet herunder, to nedgravede trampoliner og springgrav, som næsten ikke har stået stille, siden de blev taget i brug. Springgraven er et fremragende redskab til at indøve saltospring uden den store risiko.
Træning i NUIF. Øverst træning til forlæns salto, og therunder er det modtagning til baglæns salto.
Synkronspring.

Synkronspring går ud på, at to springere udfører den samme øvelse nøjagtigt samtidig på hver sin trampolin. Der er fradrag for manglende synkronitet og for forskelligheder i markeringer og udretninger. Herunder er det to piger fra Borup på Sjælland, som laver flot synkronspring.
Trampolin på konkurrence-plan.

Trampolinspring kan være rigtig seriøst.
Peter Jensen var med ved de olympiske lege i London i 2012 og sluttede på en plads som nr. 10. Det var desværre ikke nok til en plads i finalen, hvor kun de otte bedste kommer med.
Du kan se Peters første øvelse på videoen herunder.
Susanne Selmer..e-mail: ruinen@paradis.dk
Gengivelse af tekst og billeder kun med skriftlig tilladelse
Susanne Selmer..e-mail: ruinen@paradis.dk
Gengivelse af tekst og billeder kun med skriftlig tilladelse